Verdens Bedste Indkoeber
  1. Presse
  2. Presse /
  3. Sinatur Hotel & Konference er Verdens Bedste Indkøber 2022!

Sinatur Hotel & Konference er Verdens Bedste Indkøber 2022!

1. februar 2023



Vi er i Sinatur Hotel & Konference stolte over at have modtaget prisen for Verdens Bedste Indkøber 2022. Vi er særligt stolte, fordi vi har meget fokus på vores leverandører og på, hvordan vi i fællesskab kan hjælpe den grønne omstilling på vej.

I Sinatur Hotel & Konference har vi på tværs af vores seks hoteller etableret en indkøbsgruppe, som har kortlagt alle leverandører og set ind i deres værdikæder og ikke mindst deres værdisæt. Formålet har været i samarbejde med leverandørerne at udvikle et leverandørkodeks, der tydeliggør de mål og forpligtelser vi i Sinatur Hotel & Konference stiller til vores leverandører.

“Samarbejdet med leverandørerne er noget, vi tager meget alvorligt, for vi ved godt, at hvis vi skal nå vores mål om at passe på naturen og være klimapositive i 2030, så skal vi have alle vores leverandører og samarbejdspartnere med på vognen. Derfor er vi ekstra stolte over, at have fået anerkendelse for det arbejde ved at blive kåret som Verdens Bedste Indkøber,” siger Claus Nielsen direktør Sinatur Hotel & Konference.

Prisen for Verdens Bedste Indkøber er indstiftet af IKA, Miljøstyrelsen, Dansk Initiativ for Etisk Handel, Forum for Bæredygtige Indkøb og Partnerskab for Offentlig Grønne Indkøb og uddeles til en virksomhed, institution eller organisation, som har gjort et ekstra stort stykke arbejde med at bidrage til ét eller flere af Verdensmålene gennem deres indkøb. Den blev overrakt 1. feb. på årskonferencen for Forum for Bæredygtige Indkøb og Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb.

Det fokuserede samarbejde med leverandørerne er et af de håndtag, vi har drejet på for at nedsætte vores CO2-udledninger betragteligt. Blandt andet har vi lavet aftaler om at samle leverancerne til hotellet, så der bliver leveret varer færre gange om ugen, vi har hjulpet nogle af leverandørerne med at udvikle mere bæredygtigt emballage og vi har sammen set på udbuddet af varer og det aftryk, de sætter.

“Det har været et inspirerende arbejde og heldigvis er vores leverandører med på, at vi alle skal være så ansvarlige og bæredygtige som muligt. Vi har dog mistet nogle på vejen, som ikke havde lyst til at lege med. Men heldigvis er der masser af leverandører derude, som har lige så høje ambitioner som os om at passe på naturen. Og dem som er indstillet på at styrke deres bæredygtighedsprofil hjælper vi gerne på vej med støtte og sparring,” siger Claus Nielsen.

Læs mere om prisen her: www.denansvarligeindkober.dk/aarskonferencer

 

For mere information kontakt:
Claus Nielsen
Direktør/General Manager
M: +45 29990213
E: clni@sinatur.dk

 

Læs mere om Sinatur og vores samfundsambition om at drive hotel på naturens præmisser her

Sinatur Hotel og Konference sætter dette efterår fokus på de dilemmaer og udfordringer der er ved at være en ansvarlig og bæredygtig virksomhed.

Læs mere om Sinaturs dilemma-kampagne her.

Book selv dit møde eller konferenceophold

Få hjælp til booking af møder og konferencer

Booking af værelser eller ophold

Vælg et af vores seks hoteller