Cykelferie3
  1. Nyt fra Sinatur
  2. Nyheder /
  3. Nyt fra Sinatur /
  4. På 2 hjul gennem Europa

På 2 hjul gennem Europa



En beretning fra Anna Grud Henriksen og Anders Brix Hauser's eventyr "Alle veje fører til Rom".

__________________________________

Naturen, nærvær og en grøn bevidsthed er et centralt omdrejningspunkt for Sinatur Hotel & Konference. Reservetjener ved Frederiksdal Sinatur Hotel & Konference, Anna Grud Henriksen, og hendes kæreste, Siriusmanden Anders Brix Hauser, kaster sig med disse værdier ud i et år med fire store eventyr under titlen ”Langt Ude - Et år på Eventyr”. Tredje eventyr er netop afsluttet og vejen gennem Europa bød på skøn natur og masse tanker omkring den grønne omstilling.

__________________________________


I søgen efter større vidder og højere toppe end Danmark kan give, begav vi os den 5. september af sted på vores gamle racercykler for at ende i Rom 52 dage senere. Uden en på forhånd planlagt rute lå Europa åben for vores fødder og på vores vej nåede vi at krydse 8 landegrænser inden vi stod foran St. Peterskirken i Vatikanstaten. 

På turen var vores filosofi at “less is more”, og cyklerne var derfor blot pakket med det nødvendige og al luksus var skåret fra - på nær espressokanden, der allernådigst havde fået lov til at få en plads i tasken. Vi forsøgte at finde de mindre veje for at komme væk fra den heftige trafik og dermed at kunne nyde landskabet, der fløj forbi os. Cyklerne var vores måde at komme rundt på, og når vi kom til de flotte bjergområder, der kaldte på toptur og udforskning, blev de parkeret og erstattet af trailskoene så vi kunne tage på opdagelse til fods. 

På vores vej mødte vi mange der, ligesom os selv, havde pakket cyklen og var taget på tur. Mange af dem kørte på el-cykler, så op ad bakkerne måtte vi erkende nederlag til de eldrevne motorer. Det var dog fedt at se, hvordan flere og flere kommer ud på tur med cyklen - en udvikling der tog fart under corona og specielt i Tyskland er det blevet meget populært. 

Vi oplevede naturen helt tæt på og blev flere gange mindet om, at vi skal passe på den. Vi fik fantastiske oplevelser langt væk fra civilisationen og lysforureningen med en nattehimmel fyldt med tusindvis af stjerner, et dyreliv, vi ellers kun ser på Animal Planet og den flotteste natur med høje bjerge og krystalblå floder, der har skåret sig vej ned gennem klipperne. Naturen har fyldt os med en blanding af ro, eufori og frygt. Vores menneskeskabte klimaforandringer truer i den grad naturen, og på vores rejse ned gennem Europa har vi skræmt været vidne til nogle af dem.
Vi har set og mærket, hvordan forureningen fra de mange biler i byerne farver hvide bygninger sorte og får os til at hive efter vejret. Vi har hørt fra lokalbefolkningen, hvordan de hver vinter får mindre og mindre sne, og hvordan pisterne på skibakkerne nu fyldes med kunstig sne. Vi fik et glimt af den sydøstligste gletscher i alperne; den ligger i læ mod nord og er skærmet mod sol og varme, men på trods af det, ligner den nu mere en svunden klat sne på Rådhuspladsen herhjemme efter vinterens først snerydning. Den voldsomme varme sommer i Sydeuropa har sat sine spor, og på trods af regn og køligere temperaturer, hungrer jorden stadig efter vand. De store flygtningestrømme, der kommer i fremtiden grundet klimaforandringerne, bekymrer den almene befolkning op gennem Europa og specielt i det nordlige Tjekkiet var det et samtaleemne ved middagsbordet. 

Det er skræmmende at vi på vores 2 måneders cykeltur har oplevet så mange ødelæggelser, og samtidig har kunnet følge med i nyhederne om, hvordan den ene regering efter den anden i verden ikke lever op til klimaaftalerne, og hvordan flere helt fravælger den grønne omstilling, fordi den økonomiske pris er for høj. Men mon ikke at prisen for ikke at gøre noget bliver højere?

Spørger man os, er vi nu sikre på, at der er håb. Vi har på turen mødt utallige gode mennesker, der holder lige så meget af den flotte natur, som vi gør. De arbejder hver dag for at sprede det grønne budskab, og på trods af de dystre historier i nyhederne, er de stadig optimistiske og har god gejst. De tager initiativ til en grønnere hverdag, både privat og i deres erhverv, og på flere campingpladser oplevede vi, at gæster med grøn transportform fik rabat på overnatning, og hvor forskellige skilte og tiltag giver gæsterne stof til eftertanke. Vi tror på, at de mange små initiativer, vi alle tager, gør en forskel og hjælper til at passe på de mange flotte og truede steder i verden. Der er stadig masser af fantastisk natur derude, og tager man sig tid til at opleve den, vil man opdage, at det ikke kun er den, der har godt af en grøn omstilling - det har vi også.

Book selv dit møde eller konferenceophold

Få hjælp til booking af møder og konferencer

Booking af værelser eller ophold

Vælg et af vores seks hoteller